Der er noget i luften

Én mild vinter gør ingen klimaforandring, så her er et billede af erantis i januar.

Advertisements

Sat på hovedet

Jeg fik lavet alt for mange peberplanter i foråret ’11, og havde ingen steder at plante dem ud, så jeg forestillede mig at jeg kunne lade dem vokse ud af bunden på en pendel. Jeg havde hørt at pebre vokser fint på den måde, men at frugterne knækker af inden de er modne, men Buddha har jo sagt at man skal erfare selv, så… Toppen af planten blev trukket igennem et kaffefilter der var skåret et kryds i, og dernæst igennem hullet i bunden af potten. Jord ovenpå, en tår vand og, for at udnytte pladsen og dække jordoverfladen, rucola sået øverst. Planterne ved godt hvad der er op og ned, så de søgte rundt om pendlen for at komme opad, men tyngdekraften vandt efterhånden så de kom til at hænge. Væksten var fin, men ud på sommeren kunne jeg bekræfte at ja, frugterne knækker af. 😦 Til gengæld var rucolaen fin. I år skal der tomater i pendlerne, de har ry for bedre at kunne holde til metoden. En oplagt mulighed for at udnytte pladsen i højden f. eks. på altaner.

I pose og i sæk

En reminiscens fra i sommer… da det gik det op for mig at jeg kunne dyrke kartofler på den flisebelagte gård, de forhenværende ejere havde anlagt, ved at dyrke i beholdere. Jeg manglede bare beholderne. Så jeg spurgte de unge om de ville tage resterne af deres skadede telt med hjem fra Roskilde, og fik et bundt knækkede stænger og en flænset teltdug for det. 🙂 Her er teltdugen syet om til sække, vasket og tilsat 5 cm. jord i bunden. Oven på har jeg lagt exquisa kartofler, nogle grønne nogen jeg købte i supermarkedet da jeg ikke kunne opdrive autoriserede læggekartofler på det tidspunkt af året. Efterhånden som de voksede “hyppede” jeg planterne med halm og kompost. Kartoflerne i gryden er fra d. 18. december, de sidste af årets høst. I år skal der lægges maaange flere, i spande ud over hele flisegården.

Jorddække i den nye have

Her er det at jorddække skal bestå sin prøve som metode til at få kontrol med såkaldt ukrudt – i det her tilfælde brombær og brændenælder. Jeg vil stadig gerne have brombær og brændenælder, bare ikke over det hele. Så jeg har ryddet området, dækket det af med brugte papkasser jeg har tigget rundt omkring, og lagt 5-10 cm flis ovenpå. Jeg er ikke i tvivl om at der kommer brombærranker igen, spørgsmålet er bare hvor mange… Langs med skellet får brændenælderne lov at komme igen i en bræmme, så er der både til sommerfuglene, forårstraditionen med ukrudtsfyldte koteletter og noget  kvælstofrig grøngødning oven på flislaget.

Hjemmesnittede briketter

Jeg har nogle tomme æggebakker, den bortløbne stearin fra årets forbrug af levende lys, og noget opfej fra under høvlbænken. Det må der bestemt være guf i. Høvlspåner, savsmuld og strimlede æggebakkelåg ned i hullerne i æggebakkerne, smeltet stearin henover, hviler et døgns tid og brækkes ud i de enkelte æggebægre, og jeg har optændingsblokke til hele året. Og sparet indkøb af optændingsblokke. Og sparet transporten af dem til mit hus. Og forvandlet affald til ressource.  Og de giver en hurtig, effektiv optænding som sparer naboer og øvrigt miljø for uforbrændte gasser og partikler. Synes godt om.

Bøtter, børe og botanik

En af sportsgrenene her i huset er at finde andre anvendelser for ting som ellers ville være på vej i skraldespanden. En af dem der ligger lige til højrebenet er at bruge de mange plaskitkbægre fra mælkeprodukter som urtepotter. De har endda en fordel frem for de fleste almindelige urtepotter: der er plads til et dybere rodnet. Her er det rød pluksalat som stadig er i vækst – omend langsom – i det uisolerede drivhus her i januar måned. Mild vinter indtil nu, men alligevel overraskende for mig som ny drivhusejer. Jeg har set planter vokse i gamle militærhjælme, udtjente gummistøvler og punkterede trillebøre. Der kan være flere stationer inden skraldespanden end man tror. 🙂

Hand powered brushcutter

I brought this wide, heavy “enxada” with me from Brazil quite a few years ago. I wondered what people did here in Denmark, where the hoes are small and flimsy. Turns out the electric or petrol-powered brushcutter does some of the work an enxada can do: clear up to thumb-thick growth. The enxada is hand powered in the true sense of the word, and at the moment it is clearing head-high blackberry brambles in the spot where there earlier was a vegetable garden, and soon will be again.                                   Don’t leave home without it!

Denne brede, tunge “enxada” har for en hel del år siden fulgt med mig fra Brasilien. Jeg undrede mig over hvad man gjorde i dette danske land hvor hakkerne er små og spinkle. Man bruger en el- eller benzindrevet buskrydder til noget af det en enxada kan: rydde opvækst i op til tommelfingertykkelse. Denne her er hånd- og rugbrødsdrevet, og i øjeblikket ved at rydde et menneskehøjt brombærkrat hvor der tidligere var køkkenhave og skal være det igen.

Don’t leave home without it!

Squiggly-squirmy friends

Indoor composting – I had to try it! Can you really keep a bunch of worms in a box under the kitchen sink, turning kitchen scraps into nutrient-rich compost for the plants in the windowsill or the garden? Or for seedbombs when the guerilla gardener is on a raid. o:-) Doesn’t it end up smelling incredibly… decomposingish? And how do you keep those worms in the box, won’t they soon be running around the kitchen, feeding on the banquet in the cupboards? So I found and old plastic box and a couple of trays from the old photo-developing days, that the box happens to fit snugly into. Drilled holes in the bottom and sides of the box, put the box in one of the developer trays and used the other tray as a lid, and the dwelling was ready for my new livestock. In the bottom I put pieces of torn, corrugated cardboard, soaked in rainwater. On top of that, various kitchen scraps: apple cores, wilted lovage, carrot peels… Then I set about finding my little friends Eisenia foetida in the autumn compost pile. After a few hunts I had collected 2100 (yes, I counted them!) worms, which I carefully placed in their new apartment. Now, a month later, the box is wriggling with life. I can clearly hear it when I lift the lid and they squirm down into sheltering darkness. They really don’t like light. The smell has varied, at times I have overfed them, which has resulted in a sour, slimy liquid seeping out of the bottom of the box, but when they have been fed more adequate amounts, there is only a pleasant earthy smell when I open the box. I keep them in the cellar, but I would not hesitate to have them living under the kitchen sink. So far, none of them have strayed form the box, apparently they have no reason to leave home. It is important, however, to get a feeling for how much they can eat, and to mix wet veggie scraps with drier material – they love cardboard. Toilet rolls, egg trays and pieces of corrugated cardboard help keep the C/N ratio high and the air circulating in the mix. I am looking forward to spring when I can feed the soil with rich worm castings. And to one day having more space and chickens that can eat worms – then I will be rearing worms with the double purpose of making compost and chicken feed!

Krible-krable venner

Indendørs kompostering – det måtte prøves! Er det rigtigt at man kan have en flok kompostorme gående i en æske under køkkenvasken i lejligheden, og der få omsat sit grønne køkkenaffald til næringsrig kompost til potteplanterne i vindueskarmen eller i gården? Eller til frøbomber når guerilla gardeneren går på togt. o:-) Kommer det ikke til at lugte helt ubeskriveligt… omsætningsagtigt? Og hvordan holder man de dersens orme inde i kassen, render de ikke lige pludselig rundt i hele køkkenet og tager for sig af retterne? Så jeg har fundet en gammel plastikkasse og et par bakker fra de gamle foto-fremkalderdage, som kassen tilfældigvis passer lige ned i. Boret huller i bunden og siderne af kassen, sat den ene fremkalderbakke under og bruger den anden som låg, og så er boligen klar til mine nye husdyr. I bunden kom jeg en bølgepapkasse revet i småstumper og gennemvædet med regnvand fra regnvandstønden. Oven på det, lidt forskelligt fra køkkenet og haven: æbleskrog, kålblade, halvvissen løvstikke, gulerodsskræller… Så kunne jeg gå i gang med at finde de små venner Eisenia foetida ude i efterårskompostbunken. Af flere omgange fik jeg samlet 2100 (ja, jeg har talt dem!) orme, som forsigtigt blev lempet ned i deres nye lejlighed. Nu, kun godt en måned senere, myldrer det med liv i kassen, det kan tydeligt høres når jeg tager låget af og de maser på for at grave sig ned i mørket. De er virkelig ikke pjattede med lys. Lugten har været blandet, til tider har jeg haft overfodret dem, hvilket har bevirket at der er sevet en sur, slimet vædske ud af bunden af kassen, men i perioder med mere passende fodring er det kun en svag, rar muldet duft der kommer fra kassen. Jeg har en kælder de går i, men jeg ville bestemt godt turde have dem under køkkenvasken. Indtil videre er ingen af dem udvandret, de har simpelthen ikke grund til at forlade hjemmet. Man skal dog lige lære at fornemme hvor meget de kan omsætte af gangen, og huske at give dem pap sammen med det grønne. Æggebakker, toiletruller eller bølgepap i småstykker hjælper med at holde C/N tallet højt og sikre ilttilgangen til blandingen. Jeg glæder mig til foråret hvor den fine kompost kan komme ud til planterne. Og til en dag at have god plads og høns som kan spise orm – så skal de opdrættes med det dobbelte formål både at lave kompost og hønsefoder!

Vitaminer til jorden

Affald smider man væk. Men hvad gør man når “væk” er blevet væk? Når man indser at alt hvad der bliver smidt ud fra ens husholdning ender på middagsbordet, i badevandet, i drikkevandet, i luften, i isbjørnene? Når der samtidig udvindes stadig større mængder råstoffer og fremstilles alverdens produkter til at tilfredstille vores forbrug? Så bliver det vigtigt at sortere og genbruge. Reduce, reuse, recycle. Og når jorden samtidig mangler næring og struktur der gør den frugtbar, så er kompostering en del af løsningen. Jeg startede med at ønske mig en lukket kompostbeholder til den smule grønt affald jeg mente at have, og vennerne stillede straks op med en i fødeselsdagsgave inklusiv en bøtte kompostorme Eisenia foetida! Inden sommeren var omme var den blevet for lille og jeg udvidede med yderligere tre åbne kompostrum på ca. en m hver, bygget af engangspaller. På kort tid var de også fyldt, og har sommeren over været hjem for græskarplanter af Green Hubbard og grøn Hokkaido. Mums! Men det er en anden historie. Og komposten, den ligger nu i bedene og krukkerne med hindbær, blåbær, stikkelsbær, solbær, æble, minikiwi, rabarber, ramsløg, grønkål, rødkål, porrer, persille, jordbær, rucola, feldsalat, løvstikke, timian, merian, mynther, rosmarin, purløg, brøndkarse, peberrod…

Solopvarmet tørreskab


De gamle køkkenlåger har fået en renaissance som tørreskab til frugt og grønt. Designet efter John Seymours skabelon – mon ikke det var i “Den nye komplette håndbog i selvforsyning”? Jeg har skiftet en af fyldningerne ud med glas, så der kunne blive en lille solfanger, skråtstillet så den får god solindstråling. Inden i tørreskabet er der seks etager, hønsenet i den nederste med sten i til at optage varme og afgive den igen når solen er gået ned, og fem etager med tørrerammer bestående af en træramme med myggenet fra et aflagt telt. Forrest for neden på solfangeren er der en låge hvor luftindtaget kan stilles og bagest for oven på selve tørreskabet er der en tilsvarende låge til udluftning.

Ovnen blev færdig i efteråret hvor der ikke var meget tilbage at forsøge mig med, så jeg glæder mig til den kommende sommer, så skal jeg blandt meget andet tørre tomater, blåbær og lave mirabelle-slik! (Note to self: få opskriften af Ellen – igen, og skriv den ned!) I 2011 nåede ovnen kun at tørre løvstikke, det var til gengæld gjort på en eftermiddag, selv i efterårssolen.