Duftposer

Egentlig skulle jeg bare have en regnvandstønde, men jeg kom hjem med et bundt frugtbuske og et blommetræ, ud over tønden. Nu er den nye have indviet med solbær, hindbær, stikkelsbær, blåbær, kiwi og et Reine Claude blommetræ. En frugtbusk i den nordlige ende af hvert bed, så skygger de på stien og ikke på bedet. En af udfordringerne nu er at holde rådyrene fra at rydde bedene lige så hurtigt som jeg planter dem til, så hver plante er blevet pyntet med sin egen lille duftpose med uvasket fåreuld. Det er det tip jeg har mest fidus til, efter at have læst om mange kreative opskrifter på afskrækkelsesmidler i æg-sæbe-parfume-hvidløg-blodmel-hjortetaksolie-chili-menneskehår-urin-fåretalg spektret. Hen ad vejen kan jeg så supplere fåreulden med nogle af de andre midler…  Tanken om de spændende blandinger jeg kan røre sammen bringer mig tilbage til barndommens “trylleformularer” af tandpasta, ketchup, spindelvæv, spyt, jord og besværgelser. Jeg kan ikke huske hvad de skulle være gode for, men de kunne bestemt noget når man smurte dem på træstammer og hushjørner. Nå, men i dag blev det til fåreuld i tylposer. De ser næsten pyntelige ud, hvis ikke det var for det bizarre i at buske og træer står med små sachet’er. Jeg er i tvivl om om det kun er duften rådyrene ikke kan lide, så det er nok at have ulden hængende i poser, eller om det mere er det at det ikke er lækkert at få uld i munden, så den snarere skulle vikles rundt om skuddene. At prøve sig frem.

Blåbærrene kom til at stå i det nye hügelbeet – hele bedet er nu anlagt og afsluttet med et lag godt omsat kompost.  I den ene ende er der tilført granris og kaffegrums, i et forsøg på at finde materialer der kan afløse brugen af sphagnum i surbundsbede. Sphagnum hører til i moser, ikke i haver. Det bliver interessant at se hvordan blåbærrene tager imod blandingen, og i det hele taget hvordan hügelterrassen opfører sig.

For lige at runde dagen af, satte jeg en spand brændenældevand over at gære. Med alt det kulstof jeg har tilført bedene i form af flis og  hügelkultur, vil jeg hjælpe  C/N forholdet på vej med noget gødningsvand. På sigt er det meningen at haven skal kunne opretholde og opbygge frugtbarhed ved simple metoder som  kvælstoffikserende afgrøder og akkumulatorplanter til chop & drop. Imens skal jeg sætte mig og nyde fuglesang og en kop noget og se planterne gro. 🙂

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s