DIY capillary watering

The same kind of 10-liter buckets that make up the potato container farm also make  nice capillary watering containers. Two buckets and a small terracotta pot are  all the materials that go into a capillary waterer. How to:

1. Fill the terracotta pot with potting soil.

2. Set the  pot in the middle of one of the buckets.

4. Cut a hole, a couple of centimeters smaller than the circumference of the terracotta pot, in the bottom of the other bucket.

5. Set the bucket into the other, resting on top of the terracotta pot, so the soil is directly under the hole.

6. Fill the top bucket with soil and plant in it.

7. Water around the plant.

8. Fill the water reservoir below the top bucket by watering between the two buckets.

The soil in the terracotta pot will act as a wick, drawing water up to the soil above as needed.

I use them for everything that goes in the greenhouse and thus only have to water once or twice a week, depending on the weather. The tomatoes look happy and fruiting. 🙂

Advertisements

Farm-in-a-bucket

The local pizza place does a great job of  saving 10-liter buckets for me. The buckets would otherwise have gone to the dump. Strange state of things, that we produce buckets for use during a few days and then feed them to the furnace. Anyway, the pizza place sets them aside for me, and I am very happy to use them in the paved areas of my urban garden.  Many of them go to the potato farm, that not only gives us potatoes to eat, but also the opportunity to enjoy their beautiful flowers! Exquisa, Blue Congo and October Blue are flowering at the moment.

Permaculture bird

Dear blog followers. This is where I give in to popular demand, and switch from danish to english. It has been a dilemma whether to make this blog easily readable for danes or widen the spectrum of possible readers and go with english. So for you guys who have asked for a translation, and those of you who gave up altogether in the face of danish prose, here it is in one of the world’s most widely understood languages. Let me know what you think! 🙂

Now back to the permaculture bird. One of permaculture’s core principles is to use the ressources that are already available. We permies have taken a course to be reminded of the sense in that, but it seems that nature doesn’t need such a course. At least the blackbirds in my garden know how to reduce, reuse and recycle. This mama blackbird has built a nest of golden lace and plastic scraps aside from moss and twigs.  She has moved in on top of my woodpile, and I don’t know which number batch she is on, but there are already several young blackbirds hopping around the garden, and five eggs in the nest.

Trouble is that nature doesn’t expect the toxicity and danger lurking in some of the stuff humans leave lying around, but fortunately, in this case, it looks like the blackbirds do just fine in a nest of recycled so-called trash.

Reproduktionstest af orm i biochar

Kokoner af kompostorm i 50 % biochar-blanding.

Når snakken falder på biochar savner jeg tit nogle målinger af toxiske stoffer i den biochar man kan lave hjemme under varierende og ukontrollerede forhold. Hvordan er det med tjærestoffer og dioxiner? Hvilken betydning har råmaterialet, fugtigheden, saltindholdet, brændingstemperaturen mm.? Jeg fulgte selv de råd jeg fandt, bl. a. om ikke at bruge køkkenaffald, fordi saltindholdet kan føre til dioxindannelse, og at sørge for at materialet er helt tørt. Men jeg har ikke mulighed for at få foretaget analyser af min biochar for kulbrinter, PAHer og dioxin mm., så for at få en idé om hvordan jordorganismer ville trives med min biochar i jorden, har jeg udført en lille hjemmegjort prøve. Inspireret af OECDs Earthworm Reproduction Test har jeg ladet 20 kønsmodne kompostorme Eisenia foetida leve i en 50% biochar / 50% champost blanding i otte uger. Efter de otte uger talte jeg hvor mange kønsmodne og unge orm samt hvor mange kokoner jeg kunne finde. Resultaterne er interessante, synes jeg. Jeg fandt: 19 køsmodne orm, 34 unge orm og 41 kokoner.  Altså er kompostorme fint i stand til at reproducere i en 50% blanding af den biochar jeg lavede den dag. Jeg har ingen kontrolgruppe eller gentagelser eller noget andet der ville understøtte en mere videnskabelig tilgang, men leve i lige præcis den her biochar, det kan de, og det giver mig lidt mere ro. Jeg synes perspektiverne om hvad biochar kan er meget spændende og samtidig ville jeg gerne være mere overbevist om at vi ikke bare er ved at hype endnu en “fix-it”, helt i tråd med den reduktionistiske tankegang, som har skabt problemerne med udpint og udtørret jord og forhøjet CO2 i atmosfæren. Når først biocharet ligger ude i jorden kan det ikke samles ind igen, hvis vi finder ud af at det ikke var alle fremstillingsmetoder der gav sund biochar, eller at ikke alle jorde eller organismer havde godt af det. Jeg glæder mig til resultaterne af nye undersøgelser, der kaster lys over kvaliteten af biochar og dens anvendelighed på forskellige jorde. Og så håber jeg det ikke bliver endnu en industri der koster mere liv og frugtbarhed på jorden end det bidrager til. Jeg synes der er en del faldgruber og uafklarede spørgsmål i forhold til biochar, men tænk hvis det kan være med til at genopbygge jordens frugtbarhed og samtidig lagre CO2!

Terrasser à la hügelbeet

Man har en skråning. Man vil gerne have en terrasse så vand og næring ikke løber af og man bedre selv kan stå fast. Man har en stor mængde træ fra tidligere års beskæringer og en enorm kompostbunke. Man bygger terrasse à la hügelbeet. 🙂

Hügelbeet bettyder høj-bed, altså et bed formet som en høj – og opbygget af træ, som er under nedbrydning, med kompost ovenpå og et lag jord øverst. Så’n kort fortalt. Veddet fungerer som svamp medens det nedbrydes inden i bedet, så det holder på vand og derved formindsker udtørring. Samtidig genererer nedbrydningen varme, så dyrkningssæsonen i bedet er længere end ellers. Og så frigøres næringsstoffer efterhånden som materialet nedbrydes, så bedet er gødet for flere år, uden at man derved risikerer udvaskning. Sepp Holzer beskriver her opbygningen og ideen bag hügelkultur.

På den skråning jeg for nylig har ryddet for brombær er jeg begyndt at opbygge et hügelbeet, som samtidig kan udligne faldet i terrænet, så jeg får et plant bed. I et skur fandt jeg en stak stumper af gamle vandrør, som jeg har banket i jorden for at holde på bedets høje kant indtil det kan selv, og bag ved dem fylder jeg op med de største træstammer nederst og mindre og mindre grene efterhånden som det bliver bygget op. Blade ind imellem grenene, så kompost og øverst et lag jord. Sepp Holzer advarer godt nok mod at man laver bedene plane, da de kan falde sammen, samle vand i bunden og blive anaerobe. I det her tilfælde tror jeg ikke der er fare for det, dels bliver bedet ikke så højt og dels er det jo bygget på en skråning, så der må ske en afstrøming hvis der bliver for vådt i bedet.

Arbejdet har ligget stille i den hårde frost vi har haft de seneste par uger, alt er frosset fast til jorden, men så har der til gengæld været eksra meget  tid til at nyde synene i haven.

I pose og i sæk

En reminiscens fra i sommer… da det gik det op for mig at jeg kunne dyrke kartofler på den flisebelagte gård, de forhenværende ejere havde anlagt, ved at dyrke i beholdere. Jeg manglede bare beholderne. Så jeg spurgte de unge om de ville tage resterne af deres skadede telt med hjem fra Roskilde, og fik et bundt knækkede stænger og en flænset teltdug for det. 🙂 Her er teltdugen syet om til sække, vasket og tilsat 5 cm. jord i bunden. Oven på har jeg lagt exquisa kartofler, nogle grønne nogen jeg købte i supermarkedet da jeg ikke kunne opdrive autoriserede læggekartofler på det tidspunkt af året. Efterhånden som de voksede “hyppede” jeg planterne med halm og kompost. Kartoflerne i gryden er fra d. 18. december, de sidste af årets høst. I år skal der lægges maaange flere, i spande ud over hele flisegården.

Hjemmesnittede briketter

Jeg har nogle tomme æggebakker, den bortløbne stearin fra årets forbrug af levende lys, og noget opfej fra under høvlbænken. Det må der bestemt være guf i. Høvlspåner, savsmuld og strimlede æggebakkelåg ned i hullerne i æggebakkerne, smeltet stearin henover, hviler et døgns tid og brækkes ud i de enkelte æggebægre, og jeg har optændingsblokke til hele året. Og sparet indkøb af optændingsblokke. Og sparet transporten af dem til mit hus. Og forvandlet affald til ressource.  Og de giver en hurtig, effektiv optænding som sparer naboer og øvrigt miljø for uforbrændte gasser og partikler. Synes godt om.

Bøtter, børe og botanik

En af sportsgrenene her i huset er at finde andre anvendelser for ting som ellers ville være på vej i skraldespanden. En af dem der ligger lige til højrebenet er at bruge de mange plaskitkbægre fra mælkeprodukter som urtepotter. De har endda en fordel frem for de fleste almindelige urtepotter: der er plads til et dybere rodnet. Her er det rød pluksalat som stadig er i vækst – omend langsom – i det uisolerede drivhus her i januar måned. Mild vinter indtil nu, men alligevel overraskende for mig som ny drivhusejer. Jeg har set planter vokse i gamle militærhjælme, udtjente gummistøvler og punkterede trillebøre. Der kan være flere stationer inden skraldespanden end man tror. 🙂

Squiggly-squirmy friends

Indoor composting – I had to try it! Can you really keep a bunch of worms in a box under the kitchen sink, turning kitchen scraps into nutrient-rich compost for the plants in the windowsill or the garden? Or for seedbombs when the guerilla gardener is on a raid. o:-) Doesn’t it end up smelling incredibly… decomposingish? And how do you keep those worms in the box, won’t they soon be running around the kitchen, feeding on the banquet in the cupboards? So I found and old plastic box and a couple of trays from the old photo-developing days, that the box happens to fit snugly into. Drilled holes in the bottom and sides of the box, put the box in one of the developer trays and used the other tray as a lid, and the dwelling was ready for my new livestock. In the bottom I put pieces of torn, corrugated cardboard, soaked in rainwater. On top of that, various kitchen scraps: apple cores, wilted lovage, carrot peels… Then I set about finding my little friends Eisenia foetida in the autumn compost pile. After a few hunts I had collected 2100 (yes, I counted them!) worms, which I carefully placed in their new apartment. Now, a month later, the box is wriggling with life. I can clearly hear it when I lift the lid and they squirm down into sheltering darkness. They really don’t like light. The smell has varied, at times I have overfed them, which has resulted in a sour, slimy liquid seeping out of the bottom of the box, but when they have been fed more adequate amounts, there is only a pleasant earthy smell when I open the box. I keep them in the cellar, but I would not hesitate to have them living under the kitchen sink. So far, none of them have strayed form the box, apparently they have no reason to leave home. It is important, however, to get a feeling for how much they can eat, and to mix wet veggie scraps with drier material – they love cardboard. Toilet rolls, egg trays and pieces of corrugated cardboard help keep the C/N ratio high and the air circulating in the mix. I am looking forward to spring when I can feed the soil with rich worm castings. And to one day having more space and chickens that can eat worms – then I will be rearing worms with the double purpose of making compost and chicken feed!

Krible-krable venner

Indendørs kompostering – det måtte prøves! Er det rigtigt at man kan have en flok kompostorme gående i en æske under køkkenvasken i lejligheden, og der få omsat sit grønne køkkenaffald til næringsrig kompost til potteplanterne i vindueskarmen eller i gården? Eller til frøbomber når guerilla gardeneren går på togt. o:-) Kommer det ikke til at lugte helt ubeskriveligt… omsætningsagtigt? Og hvordan holder man de dersens orme inde i kassen, render de ikke lige pludselig rundt i hele køkkenet og tager for sig af retterne? Så jeg har fundet en gammel plastikkasse og et par bakker fra de gamle foto-fremkalderdage, som kassen tilfældigvis passer lige ned i. Boret huller i bunden og siderne af kassen, sat den ene fremkalderbakke under og bruger den anden som låg, og så er boligen klar til mine nye husdyr. I bunden kom jeg en bølgepapkasse revet i småstumper og gennemvædet med regnvand fra regnvandstønden. Oven på det, lidt forskelligt fra køkkenet og haven: æbleskrog, kålblade, halvvissen løvstikke, gulerodsskræller… Så kunne jeg gå i gang med at finde de små venner Eisenia foetida ude i efterårskompostbunken. Af flere omgange fik jeg samlet 2100 (ja, jeg har talt dem!) orme, som forsigtigt blev lempet ned i deres nye lejlighed. Nu, kun godt en måned senere, myldrer det med liv i kassen, det kan tydeligt høres når jeg tager låget af og de maser på for at grave sig ned i mørket. De er virkelig ikke pjattede med lys. Lugten har været blandet, til tider har jeg haft overfodret dem, hvilket har bevirket at der er sevet en sur, slimet vædske ud af bunden af kassen, men i perioder med mere passende fodring er det kun en svag, rar muldet duft der kommer fra kassen. Jeg har en kælder de går i, men jeg ville bestemt godt turde have dem under køkkenvasken. Indtil videre er ingen af dem udvandret, de har simpelthen ikke grund til at forlade hjemmet. Man skal dog lige lære at fornemme hvor meget de kan omsætte af gangen, og huske at give dem pap sammen med det grønne. Æggebakker, toiletruller eller bølgepap i småstykker hjælper med at holde C/N tallet højt og sikre ilttilgangen til blandingen. Jeg glæder mig til foråret hvor den fine kompost kan komme ud til planterne. Og til en dag at have god plads og høns som kan spise orm – så skal de opdrættes med det dobbelte formål både at lave kompost og hønsefoder!

Vitaminer til jorden

Affald smider man væk. Men hvad gør man når “væk” er blevet væk? Når man indser at alt hvad der bliver smidt ud fra ens husholdning ender på middagsbordet, i badevandet, i drikkevandet, i luften, i isbjørnene? Når der samtidig udvindes stadig større mængder råstoffer og fremstilles alverdens produkter til at tilfredstille vores forbrug? Så bliver det vigtigt at sortere og genbruge. Reduce, reuse, recycle. Og når jorden samtidig mangler næring og struktur der gør den frugtbar, så er kompostering en del af løsningen. Jeg startede med at ønske mig en lukket kompostbeholder til den smule grønt affald jeg mente at have, og vennerne stillede straks op med en i fødeselsdagsgave inklusiv en bøtte kompostorme Eisenia foetida! Inden sommeren var omme var den blevet for lille og jeg udvidede med yderligere tre åbne kompostrum på ca. en m hver, bygget af engangspaller. På kort tid var de også fyldt, og har sommeren over været hjem for græskarplanter af Green Hubbard og grøn Hokkaido. Mums! Men det er en anden historie. Og komposten, den ligger nu i bedene og krukkerne med hindbær, blåbær, stikkelsbær, solbær, æble, minikiwi, rabarber, ramsløg, grønkål, rødkål, porrer, persille, jordbær, rucola, feldsalat, løvstikke, timian, merian, mynther, rosmarin, purløg, brøndkarse, peberrod…