Yacón harvest

Yacón is a South American tuber of the daisy plant family, Asteraceae, which among others includes echinaceas, sunflowers and jerusalem artichokes. It is a perennial and will resprout in the spring in regions with mild winters, but in harsher conditions the root crowns need to be harvested and kept cool but frost-free during the winter and replanted after the last frost in the spring.

We grew Yacón, Smallanthus sonchifolius, for the first time last year, from one small crown. The tuber yield was meager, which we attributed to cold, windy conditions, but there were crowns enough on that one plant to propagate several this year to give away to friends and fellow plant geeks, and grow four of them ourselves. This year we picked a sunny, sheltered spot and added a lot of compost to the planting hole. And what a response! Two of the plants are now harvested, yielding four kilos – almost nine pounds.  Big tubers just waiting to enhance our fruit salads, slaws, curries and culinary experiments. 🙂

Yacón tastes like a cross between jerusalem artichokes and sugar cane, it is wonderfully crunchy and pleasantly sweet, good for your digestive system, good for soil life and can keep for months. Mother Earth News provides a more detailed description of its characteristics.

Hopefully we can keep the crowns happy through the winter, we are sooo ready for new yacón adventures in 2013. =D

Advertisements

Multipurpose Jerusalem Artichokes

I couldn’t resist any longer, I just had to see what was in the ground under the jerusalem artichoke plants! Those jerusalem artichokes (Helianthus tuberosus) that have been guarding the garden against a recurrent blackberry invasion. They have grown to over two meters, flowered with their beautiful miniature sunflowers, held on to the soil on the slope and survived antler rubbing from the deer, all obvious to the eye, but how did they look underground? Turns out they looked goood…. 🙂 Smooth, lots of ’em, and the biggest were  almost the length of my palm. Tasty when diced and baked together with other root vegetables or in one of my favorite salads: grated jerusalem artichokes, carrots and apples. All in season locally right now. And another really nice thing about j. a. : they are really hard to get rid of, they keep coming back year after year, from overlooked tubers in the ground.  Oh, and they keep well in the soil through the winter, they can just be dug up when needed, as long as the ground isn’t frozen. It’s a win/win/win/win/win… many times!

Nordic Permaculture Festival 2012

It’s been three days since the festival ended, and it is still resonating in me. I have brought home a space of new inspiration and deep meaningfulness that’s very insistent on being put to practice. It wants to cultivate plants and mushrooms and microorganisms and the neighbourhood, it wants to pickle and can and ferment, it wants to provide a stay for birds and bees and WOOFers, and it wants to rejoice over it all. At this point you may be asking yourself: “What is she on???” Well, it’s a permaculture high. It comes from sharing knowledge and seeds and songs and food and decisive moments with people and getting rich soil on your hands  and keeping it simple. It can’t really be fully described, so go ahead and try this at home. 🙂 And come to Norway next year for the Nordic Permaculture Festival!

Ängsbacka, Sweden, 2012:

Reproduktionstest af orm i biochar

Kokoner af kompostorm i 50 % biochar-blanding.

Når snakken falder på biochar savner jeg tit nogle målinger af toxiske stoffer i den biochar man kan lave hjemme under varierende og ukontrollerede forhold. Hvordan er det med tjærestoffer og dioxiner? Hvilken betydning har råmaterialet, fugtigheden, saltindholdet, brændingstemperaturen mm.? Jeg fulgte selv de råd jeg fandt, bl. a. om ikke at bruge køkkenaffald, fordi saltindholdet kan føre til dioxindannelse, og at sørge for at materialet er helt tørt. Men jeg har ikke mulighed for at få foretaget analyser af min biochar for kulbrinter, PAHer og dioxin mm., så for at få en idé om hvordan jordorganismer ville trives med min biochar i jorden, har jeg udført en lille hjemmegjort prøve. Inspireret af OECDs Earthworm Reproduction Test har jeg ladet 20 kønsmodne kompostorme Eisenia foetida leve i en 50% biochar / 50% champost blanding i otte uger. Efter de otte uger talte jeg hvor mange kønsmodne og unge orm samt hvor mange kokoner jeg kunne finde. Resultaterne er interessante, synes jeg. Jeg fandt: 19 køsmodne orm, 34 unge orm og 41 kokoner.  Altså er kompostorme fint i stand til at reproducere i en 50% blanding af den biochar jeg lavede den dag. Jeg har ingen kontrolgruppe eller gentagelser eller noget andet der ville understøtte en mere videnskabelig tilgang, men leve i lige præcis den her biochar, det kan de, og det giver mig lidt mere ro. Jeg synes perspektiverne om hvad biochar kan er meget spændende og samtidig ville jeg gerne være mere overbevist om at vi ikke bare er ved at hype endnu en “fix-it”, helt i tråd med den reduktionistiske tankegang, som har skabt problemerne med udpint og udtørret jord og forhøjet CO2 i atmosfæren. Når først biocharet ligger ude i jorden kan det ikke samles ind igen, hvis vi finder ud af at det ikke var alle fremstillingsmetoder der gav sund biochar, eller at ikke alle jorde eller organismer havde godt af det. Jeg glæder mig til resultaterne af nye undersøgelser, der kaster lys over kvaliteten af biochar og dens anvendelighed på forskellige jorde. Og så håber jeg det ikke bliver endnu en industri der koster mere liv og frugtbarhed på jorden end det bidrager til. Jeg synes der er en del faldgruber og uafklarede spørgsmål i forhold til biochar, men tænk hvis det kan være med til at genopbygge jordens frugtbarhed og samtidig lagre CO2!

Forårsfornemmelser

Det er det samme hvert år. Naturen ved hvornår det er tid til hvad. Og forår er tid til at  spire, folde sig ud og komme hinanden ved oven på vinterens introverte dvale. Al den opstemmede kraft i frø, rødder, forputtede og forpuppede væsener slippes løs i livsfest. Jeg får lyst til at ønske jorden tillykke! 🙂

Duftposer

Egentlig skulle jeg bare have en regnvandstønde, men jeg kom hjem med et bundt frugtbuske og et blommetræ, ud over tønden. Nu er den nye have indviet med solbær, hindbær, stikkelsbær, blåbær, kiwi og et Reine Claude blommetræ. En frugtbusk i den nordlige ende af hvert bed, så skygger de på stien og ikke på bedet. En af udfordringerne nu er at holde rådyrene fra at rydde bedene lige så hurtigt som jeg planter dem til, så hver plante er blevet pyntet med sin egen lille duftpose med uvasket fåreuld. Det er det tip jeg har mest fidus til, efter at have læst om mange kreative opskrifter på afskrækkelsesmidler i æg-sæbe-parfume-hvidløg-blodmel-hjortetaksolie-chili-menneskehår-urin-fåretalg spektret. Hen ad vejen kan jeg så supplere fåreulden med nogle af de andre midler…  Tanken om de spændende blandinger jeg kan røre sammen bringer mig tilbage til barndommens “trylleformularer” af tandpasta, ketchup, spindelvæv, spyt, jord og besværgelser. Jeg kan ikke huske hvad de skulle være gode for, men de kunne bestemt noget når man smurte dem på træstammer og hushjørner. Nå, men i dag blev det til fåreuld i tylposer. De ser næsten pyntelige ud, hvis ikke det var for det bizarre i at buske og træer står med små sachet’er. Jeg er i tvivl om om det kun er duften rådyrene ikke kan lide, så det er nok at have ulden hængende i poser, eller om det mere er det at det ikke er lækkert at få uld i munden, så den snarere skulle vikles rundt om skuddene. At prøve sig frem.

Blåbærrene kom til at stå i det nye hügelbeet – hele bedet er nu anlagt og afsluttet med et lag godt omsat kompost.  I den ene ende er der tilført granris og kaffegrums, i et forsøg på at finde materialer der kan afløse brugen af sphagnum i surbundsbede. Sphagnum hører til i moser, ikke i haver. Det bliver interessant at se hvordan blåbærrene tager imod blandingen, og i det hele taget hvordan hügelterrassen opfører sig.

For lige at runde dagen af, satte jeg en spand brændenældevand over at gære. Med alt det kulstof jeg har tilført bedene i form af flis og  hügelkultur, vil jeg hjælpe  C/N forholdet på vej med noget gødningsvand. På sigt er det meningen at haven skal kunne opretholde og opbygge frugtbarhed ved simple metoder som  kvælstoffikserende afgrøder og akkumulatorplanter til chop & drop. Imens skal jeg sætte mig og nyde fuglesang og en kop noget og se planterne gro. 🙂

Terrasser à la hügelbeet

Man har en skråning. Man vil gerne have en terrasse så vand og næring ikke løber af og man bedre selv kan stå fast. Man har en stor mængde træ fra tidligere års beskæringer og en enorm kompostbunke. Man bygger terrasse à la hügelbeet. 🙂

Hügelbeet bettyder høj-bed, altså et bed formet som en høj – og opbygget af træ, som er under nedbrydning, med kompost ovenpå og et lag jord øverst. Så’n kort fortalt. Veddet fungerer som svamp medens det nedbrydes inden i bedet, så det holder på vand og derved formindsker udtørring. Samtidig genererer nedbrydningen varme, så dyrkningssæsonen i bedet er længere end ellers. Og så frigøres næringsstoffer efterhånden som materialet nedbrydes, så bedet er gødet for flere år, uden at man derved risikerer udvaskning. Sepp Holzer beskriver her opbygningen og ideen bag hügelkultur.

På den skråning jeg for nylig har ryddet for brombær er jeg begyndt at opbygge et hügelbeet, som samtidig kan udligne faldet i terrænet, så jeg får et plant bed. I et skur fandt jeg en stak stumper af gamle vandrør, som jeg har banket i jorden for at holde på bedets høje kant indtil det kan selv, og bag ved dem fylder jeg op med de største træstammer nederst og mindre og mindre grene efterhånden som det bliver bygget op. Blade ind imellem grenene, så kompost og øverst et lag jord. Sepp Holzer advarer godt nok mod at man laver bedene plane, da de kan falde sammen, samle vand i bunden og blive anaerobe. I det her tilfælde tror jeg ikke der er fare for det, dels bliver bedet ikke så højt og dels er det jo bygget på en skråning, så der må ske en afstrøming hvis der bliver for vådt i bedet.

Arbejdet har ligget stille i den hårde frost vi har haft de seneste par uger, alt er frosset fast til jorden, men så har der til gengæld været eksra meget  tid til at nyde synene i haven.

Biochar in black and white

Biochar is the new black. Entusiasts see its potential as a  CO sink, drawing carbon dioxide from the atmosphere and storing it for centuries, as a means to revitalize farmland and to green the deserts. This type of coal is said to contribute to soil life thriving and boost harvests. But does it really work, and does it work on all soil types, and is there a downside to the marvels? Is it really that easy to make good biochar, as several forums and YouTube videos claim? And what about health issues: tars, dioxin – is there a risk with biochar? I pick up my own gauntlet and take a closer look at the new black. First I must make some biochar, and then see how it works. I see at least one obvious danger from biochar: that more farmland and nature be ploughed up with the prpose of growing organic material for biochar production. We don’t need more local food production to be displaced by a new industry, and we don’t need to replace more nature with domesticated or manipulated species and loss of biodiversity. Biochar can be produced from that fraction of organic material that shoul be returned to the soil on all accounts, in the form of mulch or compost. For my experiments I am using blackberry brambles. After having cleared several hundred square meters of brambles, I have a great deal of material, and my garden shredder just makes nice, thorny garlands of the brambles, so they don’t really make good wood chip.

Well, back to work.Here is a quite detailed description of my experiments with pyrolysis, because I’d like to share my experiences (i.e. failures), if it can save the rest of you some trouble. 🙂

I built a retort from cans kindly donated by the local pizza place, a couple of angle irons and a length of metal downspout I found lying around the workshop.

In the two first firings, I put the inner can upside down, directly on the bottom of the outer can. This resulted in the ends of the brambles that rested against the bottom, not becoming hot enough to char. I therefore raised the bottom of the inner can with two angle irons in the third firing, put the lid on the inner can, drilled a ring of small holes (1 mm) in the lid to allow the water vapour and gases to escape, and placed the can lid-down. The pyrolysis gases include methane, a potent greenhouse gas which is ignited in the firing, contributing to the pyrolysis instead of being released into the atmosphere.

The inner can is filled with dry brambles – the coming biochar. The space between the inner and outer can is filled with dry firewood: brambles, bark, twigs, wood shavings and sawdust. On top I put a few old stumps of candles, ensuring good ignition. In the third version of the retort, I added a row of 1 mm holes in the outer chamber, just above the top of the inner chamber. I was inspired by the mass oven, imagining that the gases would rise and expand in the secondary chamber above the inner chamber, mix with air and ignite. Not so. The gases escape the inner chamber and ignite right away in the bottom of the retort, where the primary air intake is.

In the first phase of the firing, moisture is driven out of the material – both the firewood and the pyrolysis material. The thick, white smoke smells wet. When the temperature is sufficiently high, all moisture has been driven from the material, the gases produced are burned and no smoke is visible from the chimney, only heatwaves.

The last pictures below show the results of the first three firings. In the first, where only the outermost material was charred, there was not enough room for firewood between the two chambers, with only 4 cm difference in the diameters of the inner and outer chamber. For the second firing I had found an inner can with a slightly smaller diameter, so the difference was 6.5 cms. The results were better, but the brambles were still browninsh and smelled of tar. The third time spelled success, the brambles were crisp, charred all the way through and had no tarry smell. This firing looks promising, but there is still room for improvement in the firing and especially in utilizing all the heat produced – although I did get to warm my hands and front side out there in the frosty weather. 🙂

Biochar sort på hvidt

Biocar er det nye sort. Entusiaster ser potentiale i biochar til at trække CO2  ud af atmosfæren og lagre det i århundreder, genoplive udpint landbrugsjord og gøre ørkenerne grønne. Dette særlige kul siges at have egenskaber der gør at mikrolivet i jorden stortrives og afgrøderne giver markant højere udbytter. Men virker det, og virker det på alle slags jord, og er der ikke en bagside til den medalje? Er det virkelig så nemt at lave god biochar, som det påstås på diverse fora og YouTube videoer? Og hvad med sundheden: tjærestoffer, dioxin – er der en risiko dér? Jeg tager min egen handske op, og ser nærmere på det nye sort. Først må jeg lave noget biochar, så må jeg se hvad det kan. Der er i hvert fald en åbenlys fare ved det: at mere landbrugsjord og natur bliver taget ind til dyrkning af organisk materiale til biocharproduktion. Vi har ikke brug for at erstatte lokal produktion af mad med føde til en ny industri, og vi har heller ikke brug for at udskifte mere natur med domesticerede og manipulerede arter og tab af biodiversitet. Biochar kan fremstilles af en fraktion af det organiske materiale, som alligevel burde returneres til jorden i form af f. eks. jorddække eller kompost. Til mine forsøg bruger jeg brombærranker. Efter at have ryddet flere hundrede kvadratmeter brombærkrat har jeg en hel del materiale, og min kompostkværn laver bare fine tornede guirlander af rankerne, så de virker ikke rigtig til flis.

Nå, men tilbage til arbejdet. Der følger en lidt detaljeret beskrivelse af mine forsøg med pyrolyse, for jeg vil gerne dele mine erfaringer (læs: bøffer) hvis det kan fremme processen for jer andre. 🙂

Jeg har bygget en pyrolyseovn af dåser venligt doneret af det lokale pizzaria, to vinkeljern og en stump nedløbsrør som lå i mine rodekasser.

Ved de to første brændinger stod den inderste dåse på hovedet direkte på bunden af den større dåse. Det resulterede i at de ender af pyrolysematerialet, som stødte mod bunden ikke blev varme nok til at forkulle. I den tredie model er den inderste dåse derfor hævet fra bunden af den yderste dåse ved hjælp af to vinkeljern, har fået låg på så der ikke slipper for meget ilt ind, boret ganske små huller, så vanddamp og gasser kan slippe ud, og stillet med låget nedad. Gasserne består bl. a. af metan, som er en kraftig drivhusgas og derfor slet ikke skal slippes ud i atmosfæren, men tværtimod være yderligere brændsel til pyrolyseprocessen.

Den inderste dåse er fyldt op med stokke af tørre brombærranker – kommende biochar. Melemrummet mellem den inderste og den yderste dåse er fyldt op med blandet brænde: brombærstokke, barkkanter, pindebrænde, høvlspåner og savsmuld. Øverst ligger der nogle få stearinstumper fra udbrændte stearinlys, som sikrer en effektiv optænding. I den tredie udgave af pyrolyseovnen har jeg tilført en række små huller til sekundær lufttilførsel i det yderste kammer, lige over toppen af det indre kammer. Jeg var inspireret af den finske masseovn, og forestillede mig at gasserne kom op i det tomme kammer over lufthullerne, ekspanderede der, blev blandet med luft og brændte bedre. Ved brændingen ser det ikke ud til at være tilfældet. Gasserne kommer ud nederst i den inderste dåse og får tilstrækkelig luft fra de store huller, til primært luftindtag, til at antænde allerede dér.

I starten af brændingen bliver fugtigheden drevet ud af materialet – både brændslet og pyrolysematerialet. Den tykke, hvide røg lugter vådt. Når temperaturen er tilstrækkelig høj er vandet fordampet, røggasserne brænder og der kommer kun stikflammer og varme op af skorstenen, ingen synlig røg.

På de sidste billeder herunder ses resultaterne fra de tre første brændinger. I den første, hvor materialet kun blev forkullet alleryderst, var der for lidt plads til brænde uden om det indre kammer med kun 4 cm. forskel i diameter på inderste og yderste dåse. Til anden brænding fandt jeg en dåse der var lidt mindre i diameter, så der var en forskel på 6,5 cm. Resultatet var bedre, men stokkene havde stadig en brunlig kerne og lugtede af tjære. Tredie gang var lykkens gang, brombærstokkene var helt igennem forkullede og havde ingen tjærelugt. Den portion virker lovende, men der kan stadig optimeres på forbrændingen og ikke mindst udnyttelsen af al den varme der frigives – selv om jeg da fik varmet hænderne og forsiden derude i frostvejret. 🙂

Jorddække i den nye have

Her er det at jorddække skal bestå sin prøve som metode til at få kontrol med såkaldt ukrudt – i det her tilfælde brombær og brændenælder. Jeg vil stadig gerne have brombær og brændenælder, bare ikke over det hele. Så jeg har ryddet området, dækket det af med brugte papkasser jeg har tigget rundt omkring, og lagt 5-10 cm flis ovenpå. Jeg er ikke i tvivl om at der kommer brombærranker igen, spørgsmålet er bare hvor mange… Langs med skellet får brændenælderne lov at komme igen i en bræmme, så er der både til sommerfuglene, forårstraditionen med ukrudtsfyldte koteletter og noget  kvælstofrig grøngødning oven på flislaget.

Squiggly-squirmy friends

Indoor composting – I had to try it! Can you really keep a bunch of worms in a box under the kitchen sink, turning kitchen scraps into nutrient-rich compost for the plants in the windowsill or the garden? Or for seedbombs when the guerilla gardener is on a raid. o:-) Doesn’t it end up smelling incredibly… decomposingish? And how do you keep those worms in the box, won’t they soon be running around the kitchen, feeding on the banquet in the cupboards? So I found and old plastic box and a couple of trays from the old photo-developing days, that the box happens to fit snugly into. Drilled holes in the bottom and sides of the box, put the box in one of the developer trays and used the other tray as a lid, and the dwelling was ready for my new livestock. In the bottom I put pieces of torn, corrugated cardboard, soaked in rainwater. On top of that, various kitchen scraps: apple cores, wilted lovage, carrot peels… Then I set about finding my little friends Eisenia foetida in the autumn compost pile. After a few hunts I had collected 2100 (yes, I counted them!) worms, which I carefully placed in their new apartment. Now, a month later, the box is wriggling with life. I can clearly hear it when I lift the lid and they squirm down into sheltering darkness. They really don’t like light. The smell has varied, at times I have overfed them, which has resulted in a sour, slimy liquid seeping out of the bottom of the box, but when they have been fed more adequate amounts, there is only a pleasant earthy smell when I open the box. I keep them in the cellar, but I would not hesitate to have them living under the kitchen sink. So far, none of them have strayed form the box, apparently they have no reason to leave home. It is important, however, to get a feeling for how much they can eat, and to mix wet veggie scraps with drier material – they love cardboard. Toilet rolls, egg trays and pieces of corrugated cardboard help keep the C/N ratio high and the air circulating in the mix. I am looking forward to spring when I can feed the soil with rich worm castings. And to one day having more space and chickens that can eat worms – then I will be rearing worms with the double purpose of making compost and chicken feed!

Krible-krable venner

Indendørs kompostering – det måtte prøves! Er det rigtigt at man kan have en flok kompostorme gående i en æske under køkkenvasken i lejligheden, og der få omsat sit grønne køkkenaffald til næringsrig kompost til potteplanterne i vindueskarmen eller i gården? Eller til frøbomber når guerilla gardeneren går på togt. o:-) Kommer det ikke til at lugte helt ubeskriveligt… omsætningsagtigt? Og hvordan holder man de dersens orme inde i kassen, render de ikke lige pludselig rundt i hele køkkenet og tager for sig af retterne? Så jeg har fundet en gammel plastikkasse og et par bakker fra de gamle foto-fremkalderdage, som kassen tilfældigvis passer lige ned i. Boret huller i bunden og siderne af kassen, sat den ene fremkalderbakke under og bruger den anden som låg, og så er boligen klar til mine nye husdyr. I bunden kom jeg en bølgepapkasse revet i småstumper og gennemvædet med regnvand fra regnvandstønden. Oven på det, lidt forskelligt fra køkkenet og haven: æbleskrog, kålblade, halvvissen løvstikke, gulerodsskræller… Så kunne jeg gå i gang med at finde de små venner Eisenia foetida ude i efterårskompostbunken. Af flere omgange fik jeg samlet 2100 (ja, jeg har talt dem!) orme, som forsigtigt blev lempet ned i deres nye lejlighed. Nu, kun godt en måned senere, myldrer det med liv i kassen, det kan tydeligt høres når jeg tager låget af og de maser på for at grave sig ned i mørket. De er virkelig ikke pjattede med lys. Lugten har været blandet, til tider har jeg haft overfodret dem, hvilket har bevirket at der er sevet en sur, slimet vædske ud af bunden af kassen, men i perioder med mere passende fodring er det kun en svag, rar muldet duft der kommer fra kassen. Jeg har en kælder de går i, men jeg ville bestemt godt turde have dem under køkkenvasken. Indtil videre er ingen af dem udvandret, de har simpelthen ikke grund til at forlade hjemmet. Man skal dog lige lære at fornemme hvor meget de kan omsætte af gangen, og huske at give dem pap sammen med det grønne. Æggebakker, toiletruller eller bølgepap i småstykker hjælper med at holde C/N tallet højt og sikre ilttilgangen til blandingen. Jeg glæder mig til foråret hvor den fine kompost kan komme ud til planterne. Og til en dag at have god plads og høns som kan spise orm – så skal de opdrættes med det dobbelte formål både at lave kompost og hønsefoder!