Permaculture bird

Dear blog followers. This is where I give in to popular demand, and switch from danish to english. It has been a dilemma whether to make this blog easily readable for danes or widen the spectrum of possible readers and go with english. So for you guys who have asked for a translation, and those of you who gave up altogether in the face of danish prose, here it is in one of the world’s most widely understood languages. Let me know what you think! 🙂

Now back to the permaculture bird. One of permaculture’s core principles is to use the ressources that are already available. We permies have taken a course to be reminded of the sense in that, but it seems that nature doesn’t need such a course. At least the blackbirds in my garden know how to reduce, reuse and recycle. This mama blackbird has built a nest of golden lace and plastic scraps aside from moss and twigs.  She has moved in on top of my woodpile, and I don’t know which number batch she is on, but there are already several young blackbirds hopping around the garden, and five eggs in the nest.

Trouble is that nature doesn’t expect the toxicity and danger lurking in some of the stuff humans leave lying around, but fortunately, in this case, it looks like the blackbirds do just fine in a nest of recycled so-called trash.

Advertisements

Ramsløgsfest

Her på egnen springer vi ikke mellem bygerne, for det er sjældent vi får nogen. Regnbeholderne er for længst tømt i disse så-prikle-plantetider. Til gengæld har vi masser af sol, så jeg har støvet soltørreovnen af efter vinteren og lavet ramsløgssalt som årets debut med ovnen.

Jeg kom havsalt og ramsløg i blenderen i et 1:1 forhold og smurte den irgrønne masse ud på et stykke bagepapir som jeg lagde på en af tørrerammerne i ovnen.  ½ dag i ovnen, så var det blevet til flager jeg kunne brække af papiret. Op i en morter med urtesaltet og støde flagerne til drys, og så på glas. Nu tror jeg godt nok jeg har ramsløgssmag til hele året, det bliver en fest! Mmm…

Reproduktionstest af orm i biochar

Kokoner af kompostorm i 50 % biochar-blanding.

Når snakken falder på biochar savner jeg tit nogle målinger af toxiske stoffer i den biochar man kan lave hjemme under varierende og ukontrollerede forhold. Hvordan er det med tjærestoffer og dioxiner? Hvilken betydning har råmaterialet, fugtigheden, saltindholdet, brændingstemperaturen mm.? Jeg fulgte selv de råd jeg fandt, bl. a. om ikke at bruge køkkenaffald, fordi saltindholdet kan føre til dioxindannelse, og at sørge for at materialet er helt tørt. Men jeg har ikke mulighed for at få foretaget analyser af min biochar for kulbrinter, PAHer og dioxin mm., så for at få en idé om hvordan jordorganismer ville trives med min biochar i jorden, har jeg udført en lille hjemmegjort prøve. Inspireret af OECDs Earthworm Reproduction Test har jeg ladet 20 kønsmodne kompostorme Eisenia foetida leve i en 50% biochar / 50% champost blanding i otte uger. Efter de otte uger talte jeg hvor mange kønsmodne og unge orm samt hvor mange kokoner jeg kunne finde. Resultaterne er interessante, synes jeg. Jeg fandt: 19 køsmodne orm, 34 unge orm og 41 kokoner.  Altså er kompostorme fint i stand til at reproducere i en 50% blanding af den biochar jeg lavede den dag. Jeg har ingen kontrolgruppe eller gentagelser eller noget andet der ville understøtte en mere videnskabelig tilgang, men leve i lige præcis den her biochar, det kan de, og det giver mig lidt mere ro. Jeg synes perspektiverne om hvad biochar kan er meget spændende og samtidig ville jeg gerne være mere overbevist om at vi ikke bare er ved at hype endnu en “fix-it”, helt i tråd med den reduktionistiske tankegang, som har skabt problemerne med udpint og udtørret jord og forhøjet CO2 i atmosfæren. Når først biocharet ligger ude i jorden kan det ikke samles ind igen, hvis vi finder ud af at det ikke var alle fremstillingsmetoder der gav sund biochar, eller at ikke alle jorde eller organismer havde godt af det. Jeg glæder mig til resultaterne af nye undersøgelser, der kaster lys over kvaliteten af biochar og dens anvendelighed på forskellige jorde. Og så håber jeg det ikke bliver endnu en industri der koster mere liv og frugtbarhed på jorden end det bidrager til. Jeg synes der er en del faldgruber og uafklarede spørgsmål i forhold til biochar, men tænk hvis det kan være med til at genopbygge jordens frugtbarhed og samtidig lagre CO2!

Forårsfornemmelser

Det er det samme hvert år. Naturen ved hvornår det er tid til hvad. Og forår er tid til at  spire, folde sig ud og komme hinanden ved oven på vinterens introverte dvale. Al den opstemmede kraft i frø, rødder, forputtede og forpuppede væsener slippes løs i livsfest. Jeg får lyst til at ønske jorden tillykke! 🙂

Duftposer

Egentlig skulle jeg bare have en regnvandstønde, men jeg kom hjem med et bundt frugtbuske og et blommetræ, ud over tønden. Nu er den nye have indviet med solbær, hindbær, stikkelsbær, blåbær, kiwi og et Reine Claude blommetræ. En frugtbusk i den nordlige ende af hvert bed, så skygger de på stien og ikke på bedet. En af udfordringerne nu er at holde rådyrene fra at rydde bedene lige så hurtigt som jeg planter dem til, så hver plante er blevet pyntet med sin egen lille duftpose med uvasket fåreuld. Det er det tip jeg har mest fidus til, efter at have læst om mange kreative opskrifter på afskrækkelsesmidler i æg-sæbe-parfume-hvidløg-blodmel-hjortetaksolie-chili-menneskehår-urin-fåretalg spektret. Hen ad vejen kan jeg så supplere fåreulden med nogle af de andre midler…  Tanken om de spændende blandinger jeg kan røre sammen bringer mig tilbage til barndommens “trylleformularer” af tandpasta, ketchup, spindelvæv, spyt, jord og besværgelser. Jeg kan ikke huske hvad de skulle være gode for, men de kunne bestemt noget når man smurte dem på træstammer og hushjørner. Nå, men i dag blev det til fåreuld i tylposer. De ser næsten pyntelige ud, hvis ikke det var for det bizarre i at buske og træer står med små sachet’er. Jeg er i tvivl om om det kun er duften rådyrene ikke kan lide, så det er nok at have ulden hængende i poser, eller om det mere er det at det ikke er lækkert at få uld i munden, så den snarere skulle vikles rundt om skuddene. At prøve sig frem.

Blåbærrene kom til at stå i det nye hügelbeet – hele bedet er nu anlagt og afsluttet med et lag godt omsat kompost.  I den ene ende er der tilført granris og kaffegrums, i et forsøg på at finde materialer der kan afløse brugen af sphagnum i surbundsbede. Sphagnum hører til i moser, ikke i haver. Det bliver interessant at se hvordan blåbærrene tager imod blandingen, og i det hele taget hvordan hügelterrassen opfører sig.

For lige at runde dagen af, satte jeg en spand brændenældevand over at gære. Med alt det kulstof jeg har tilført bedene i form af flis og  hügelkultur, vil jeg hjælpe  C/N forholdet på vej med noget gødningsvand. På sigt er det meningen at haven skal kunne opretholde og opbygge frugtbarhed ved simple metoder som  kvælstoffikserende afgrøder og akkumulatorplanter til chop & drop. Imens skal jeg sætte mig og nyde fuglesang og en kop noget og se planterne gro. 🙂

Birds’ Bed & Breakfast

Inde i drivhuset var der i dag forårsduftende og t-shirt-lunt. Det var meget svært at løsrive mig fra varmen og bogen “The Earth Moved”, men derfra hvor jeg sad, kunne jeg også se havens redekasser. Jeg hængte dem op sidste forår og var overrasket over at der straks flyttede et mejsepar ind i en af dem. Mejser er  hul-rugende, de har brug for gamle træer der er huller i til deres redebyggeri, og i mangel af sådan nogle var mejserne hurtige til at spotte den ledige lejlighed. Det gav et helt særligt liv i haven at der var fastboende fugle. De fløj frem og tilbage, først med redemateriale, senere med mad til de utrætteligt pippende unger. Der har været rigeligt med mad i mine alt for tamme og talrige agersnegle – jeg deler gerne med fuglene. o:-) Så i dag blev det rengøringsdag, i forhåbning om at jeg får gæster i B’ B & B igen i år.

Jeg har lavet redekasserne så de er nemme at åbne: der skal løsnes en skrue, så kan hele forsiden vippe rundt så den gamle rede, inklusiv loppe-beboere, kan fjernes. I med skruen igen og redekassen er klar til en ny sæson. På Dansk Ornitologisk Forenings side kan man finde målene for forskellige redekasser.

Terrasser à la hügelbeet

Man har en skråning. Man vil gerne have en terrasse så vand og næring ikke løber af og man bedre selv kan stå fast. Man har en stor mængde træ fra tidligere års beskæringer og en enorm kompostbunke. Man bygger terrasse à la hügelbeet. 🙂

Hügelbeet bettyder høj-bed, altså et bed formet som en høj – og opbygget af træ, som er under nedbrydning, med kompost ovenpå og et lag jord øverst. Så’n kort fortalt. Veddet fungerer som svamp medens det nedbrydes inden i bedet, så det holder på vand og derved formindsker udtørring. Samtidig genererer nedbrydningen varme, så dyrkningssæsonen i bedet er længere end ellers. Og så frigøres næringsstoffer efterhånden som materialet nedbrydes, så bedet er gødet for flere år, uden at man derved risikerer udvaskning. Sepp Holzer beskriver her opbygningen og ideen bag hügelkultur.

På den skråning jeg for nylig har ryddet for brombær er jeg begyndt at opbygge et hügelbeet, som samtidig kan udligne faldet i terrænet, så jeg får et plant bed. I et skur fandt jeg en stak stumper af gamle vandrør, som jeg har banket i jorden for at holde på bedets høje kant indtil det kan selv, og bag ved dem fylder jeg op med de største træstammer nederst og mindre og mindre grene efterhånden som det bliver bygget op. Blade ind imellem grenene, så kompost og øverst et lag jord. Sepp Holzer advarer godt nok mod at man laver bedene plane, da de kan falde sammen, samle vand i bunden og blive anaerobe. I det her tilfælde tror jeg ikke der er fare for det, dels bliver bedet ikke så højt og dels er det jo bygget på en skråning, så der må ske en afstrøming hvis der bliver for vådt i bedet.

Arbejdet har ligget stille i den hårde frost vi har haft de seneste par uger, alt er frosset fast til jorden, men så har der til gengæld været eksra meget  tid til at nyde synene i haven.

Sat på hovedet

Jeg fik lavet alt for mange peberplanter i foråret ’11, og havde ingen steder at plante dem ud, så jeg forestillede mig at jeg kunne lade dem vokse ud af bunden på en pendel. Jeg havde hørt at pebre vokser fint på den måde, men at frugterne knækker af inden de er modne, men Buddha har jo sagt at man skal erfare selv, så… Toppen af planten blev trukket igennem et kaffefilter der var skåret et kryds i, og dernæst igennem hullet i bunden af potten. Jord ovenpå, en tår vand og, for at udnytte pladsen og dække jordoverfladen, rucola sået øverst. Planterne ved godt hvad der er op og ned, så de søgte rundt om pendlen for at komme opad, men tyngdekraften vandt efterhånden så de kom til at hænge. Væksten var fin, men ud på sommeren kunne jeg bekræfte at ja, frugterne knækker af. 😦 Til gengæld var rucolaen fin. I år skal der tomater i pendlerne, de har ry for bedre at kunne holde til metoden. En oplagt mulighed for at udnytte pladsen i højden f. eks. på altaner.

I pose og i sæk

En reminiscens fra i sommer… da det gik det op for mig at jeg kunne dyrke kartofler på den flisebelagte gård, de forhenværende ejere havde anlagt, ved at dyrke i beholdere. Jeg manglede bare beholderne. Så jeg spurgte de unge om de ville tage resterne af deres skadede telt med hjem fra Roskilde, og fik et bundt knækkede stænger og en flænset teltdug for det. 🙂 Her er teltdugen syet om til sække, vasket og tilsat 5 cm. jord i bunden. Oven på har jeg lagt exquisa kartofler, nogle grønne nogen jeg købte i supermarkedet da jeg ikke kunne opdrive autoriserede læggekartofler på det tidspunkt af året. Efterhånden som de voksede “hyppede” jeg planterne med halm og kompost. Kartoflerne i gryden er fra d. 18. december, de sidste af årets høst. I år skal der lægges maaange flere, i spande ud over hele flisegården.