Solopvarmet tørreskab


De gamle køkkenlåger har fået en renaissance som tørreskab til frugt og grønt. Designet efter John Seymours skabelon – mon ikke det var i “Den nye komplette håndbog i selvforsyning”? Jeg har skiftet en af fyldningerne ud med glas, så der kunne blive en lille solfanger, skråtstillet så den får god solindstråling. Inden i tørreskabet er der seks etager, hønsenet i den nederste med sten i til at optage varme og afgive den igen når solen er gået ned, og fem etager med tørrerammer bestående af en træramme med myggenet fra et aflagt telt. Forrest for neden på solfangeren er der en låge hvor luftindtaget kan stilles og bagest for oven på selve tørreskabet er der en tilsvarende låge til udluftning.

Ovnen blev færdig i efteråret hvor der ikke var meget tilbage at forsøge mig med, så jeg glæder mig til den kommende sommer, så skal jeg blandt meget andet tørre tomater, blåbær og lave mirabelle-slik! (Note to self: få opskriften af Ellen – igen, og skriv den ned!) I 2011 nåede ovnen kun at tørre løvstikke, det var til gengæld gjort på en eftermiddag, selv i efterårssolen.